Medlemsskab for at deltage i træning

Spørgsmål til DKK fra DKK kreds 10
På Kreds 10's generalforsamling d. 4.10. blev der fra forskellige trænere rejst spørgsmålet:


Skal deltagerne i træningen - ringtræning, hvalpemotivation, familiehundetræning osv. være medlemmer af DKK.?


De forskellige trænere kom bl.a. med følgende eksempler:


Et yngre par er flyttet sammen. Han er medlem af DJU – hun er medlem af DKK. Hun har en stambogsført hund, som hun gerne træner og udstiller.
Nu er det så uheldigt/heldigt at nogle aftener kan hun ikke deltage i træningen, så han er de første gange med på en kigger, og skal så træne hunden de aftener, hvor hun er forhindret.

Skal han også være medlem af DKK?
Svar fra DKKs jurist, Charlotte Vinther Dal (oktober 2016):
Det vil være for restriktivt at kræve medlemskab, når han alene skal træne med hendes hund, de dage hvor hun selv er forhindret. I dette tilfælde behøver han altså ikke at være medlem at DKK.



Peter ejer en stambogsført hund, som han gerne udstiller og træner. Han er medlem af Spidshundeklubben, men ikke DKK. Nu vil han gerne gå til ringtræning – men det findes ikke i Spidshundeklubben her på egnen.

Skal Peter være medlem af DKK? Peter siger desuden, at der jo er foreningsfrihed i DK – og han vil helst være medlem af Spidshundeklubben.
Svar fra DKKs jurist, Charlotte Vinther Dal (oktober 2016):
Udgangspunktet er at han skal være medlem at DKK. En mindelig løsning kunne være at tilbyde dem et prøvemedlemsskab, så de kan deltage i træningen i en periode.



Fru Jensen har i mange år boet ved siden af fru Hansen. De hygger sig vældigt sammen. Fru Hansen har en yndig stambogsført miniature puddel, som hun hver uge går til ringtræning med. Fru Hansen roser træningen og siger, at det er sååååå hyggeligt, så fru Jensen må da absolut komme med sin lille puddel uden stambog.


Skal fru Jensen melde sig ind i DKK for at kunne gå til ringtræning?
Svar fra DKKs jurist, Charlotte Vinther Dal (oktober 2016):
Udgangspunktet er at hun skal være medlem at DKK. En mindelig løsning kunne være at tilbyde dem et prøvemedlemsskab, så de kan deltage i træningen i en periode.